I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”

Og en anden dag: Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer.

Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine.

Sandet.

Jeg synes dit langsomme morgenface er nice. Det er bare. Sover ASAP. På en mur. Glasdråbehænder. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederneDa vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud.

Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket.

Derinde bag bjergene. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Bøgerne varslede en kommende tid. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg er på den anden side af havet.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Ord. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Bag træerne. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys.

Hvad vil disse knuste sætninger? I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Når du siger mit navn, svarer min krop.