Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel.

Jeg er på den anden side af havet. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas.

Vidste du? Sætninger. Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg sad alene i solen. Det var før du.

At forvandle dette rum. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Brev.

Jeg er lost i en borderlinenat. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Der var noget som åbnede sig. Kan jeg skrive sådan? Taster en sætning i mørket, i lyset. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Stolen vipper. Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet.

Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? I bussen fulgte en samtale fraværet op. At tegne øjne i sætninger. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Hvad skulle glemmes? Du trak mig med til de yderste bjerge. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Bøgerne varslede en kommende tid. Din krop? Jeg kyssede en vinters nattemørke.

Ikke søge ly i den flod.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Som nu i morges: For hvert lag af betydning i klipperne. Du i mit vindue. Jeg læste i aviser, i glemslen. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Jeg var nøgen i de dage. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. For hvert lag af betydning i klipperne. Ensomheden i linjernes fald. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.

Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Det? Over murbrokkerne. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Jeg skriver dagen igang, stille. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Er du på den anden side af havet? Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Brev i april. Intet glemmes.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Sætningerne er et hav. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Bordet vipper. Mørket kaldte vi mørket.

For hvert lag af betydning i stenene. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Der var noget som. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Vi er en samtale bag øjnene.

Her er dagen allerede langt foran mig. Oppe på bakken.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg går bare og venter på den fucking sol.