Hvad skulle glemmes? På et stort stykke hvidt papir. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vidste du det?

Stenene og træernes sange. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Det giver mening. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. På en rude. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Sad jeg alene? Sætninger.

Kan jeg skrive sådan? Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Et brev. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Et bart stykke at gumle på, sådan er poesien i de mindste detaljer.
 
Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Sådan. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. At tale var blevet uoverskueligt. Vi, bag øjnene. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Du lod himlen hvile. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Og vi vågnede.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Sletten forvandler sig til mørke og sten. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Sandet. Jeg så små rystelser.

For hvert lag af betydning i stenene. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Det dybeste af alt er huden?

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Glashænder. I hver dag gled rester af betydning med mig videreI hver dag gled rester af betydning med mig videre I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg forsvandt. Vi har travlt.

Du må ikke forsvinde. Vi bliver verden. Jeg var i morges. Ikke den flod. Når du siger mit navn, svarer min krop. Den bekymrede er ude af sig selv. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.