Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Og vi. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Dine diamanter lyser i min mund. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Og en anden dag: Ilden. Jeg læste dine linjer Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Var der virkelig ild et sted?

Om andre byer, andre verdener. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Derinde bag skoven. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Et brev. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Der var noget som åbnede sig. Jeg skrev mig vild i de dage.

Lysene lyste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Vi har de samme øjne. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. I læberne og i huden. Bagefter sad jeg i timer og læste. Luften og jordens sange.

Intimiteten i skriften At tale var blevet uoverskueligt.

De matte hemmeligheder inde i træet. Taster en sætning i mørket, i lyset. Jeg havde dig. Vidste du det? Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Hvad? Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Og en anden dag:

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Det var før du kunne forsvinde.

Ilden. Hvad tæller du til? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?