Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Din krop? Ikke søge ly. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Jeg i dit hjerte. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Odense, Esbjerg, Roskilde. Hvad skal vi med den voldsomme? Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Hvad med den himmel? Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Det handler om overfladen. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Jeg sejlede omkring på alt. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Intet, jeg modtog intet. At en verden. Jeg har plads i min hud. Skitser. Udflåd.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Et udadvendt rum, et favnende rum. Her er dagen allerede langt foran mig. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Skyen skjulte noget for fuglene.

Markerne, du? Intimiteten i skriften. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Jeg har skrevet et kort til dig. Sort. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Søge ly. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Det? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Har vi de samme øjne? Når du siger mit navn, svarer min krop. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Du siger noget om solen.