Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Ilden. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Var det markerne du kom fra?

Brev i april.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Sandet. At tale var blevet uoverskueligt. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg forsvinder. Sandet. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Dette langsomme blik imod stenene.Dette langsomme blik imod stenene. De matte hemmeligheder inde i træet. Her er natten allerede langt bag mig. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Farvede ordene milde. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Jeg ikke det der. Er du på den anden side af havet? Skriv mig ind i dine læber. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.