Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Oppe på bakken. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Dine sætninger.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Under solen, dine øjne som blitzkrieg.

Derinde bag skoven. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Derinde bag skoven. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Har vi de samme øjne? Kan jeg skrive? Ikke var muligt at komme derud.

Som at læse glemte aviser. Ikke var muligt at komme derind. Under den blå, blå himmel.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg sad alene i solen. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Den sindssyge himmel. Træerne. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Og en anden dag: Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.