Grå. Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo! Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Silicium. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?) Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Sandet. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Derinde bag skoven. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op.

Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys. Skoven forvandler sig til lysning og vand.

Skyen skjulte noget for fuglene. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

De matte hemmeligheder inde i træet.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. I hvert sitefeed gror dine sætninger. Udsigten var håbløs.

Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Øjne af regn fra det travle. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Sådan er det. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Da blev jeg bange. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Hvad tæller du til? Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Stjernekontinent. Intimiteten, skriften.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Ord. På et stort stykke hvidt papir. Sætningerne er et hav.

Jeg forsvinder. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Du må ikke forsvinde.

Et genert rum, et intimt rum. Du siger noget om solen. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.