Dette langsomme blik imod stenene. Der var en morgen, et stykke af himlen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Der var en morgen, et stykke af himlen. Vi stod derinde. Snestorm. Du i mit vindue, i min vindueskarm.

Kan jeg være? Alting bag alting. Sætningerne er et hav. Jeg havde glemt den. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Hvilken nat fulgte efter natten? Ikke var muligt at komme derind.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt.

Et genert, et intimt rum. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Jeg var i din krop, og du? Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Nordlysets sitren i din stemme. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Er du på den anden side? Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Jeg var nøgen. Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. Det var før du. Du skrev et sår i min fremtid.

Alting ligger bag alting. Du skrev et sår i min fremtid. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Det var ikke markerne.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Dine diamanter lyser i min mund. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Der hang figner henover udsigten.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Rifterne. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Brev.

Kan jeg være? Afsavn. Sandet. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.