Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Du siger noget om solen. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Ikke var muligt at komme derud. På en rude. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Under den blå, blå himmel.

Det var før du kunne forsvinde. Du ville sige noget, du tav.

Sådan er det. Intimiteten i skriften

Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Kan jeg skrive sådan? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.

Oppe på bakken.

Tågen i skovene i udsigten. Grå. Vidste du det? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Sådan er det. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg skriver dagen igang, stille.

Alting ligger bag alting. Var jeg stille? Du må ikke.

Luften og jordens sange. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Var der virkelig ild et sted? På et stort stykke hvidt papir. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Og vi vågnede. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Lysene lyste. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Jeg læste dine linjer Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Sådan svarede du. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Der var intet som skulle glemmes.