Kan jeg være i dette landskab? Vidste du? Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. For hvert lag af betydning i stenene. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Vidste du det? Var det markerne du kom fra? Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Det var før du kunne forsvinde. At forvandle dette rum til et andet. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Dagene. Ugerne.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Var det markerne du kom fra? Jeg havde glemt den.

Alting bag alting. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Og vi vågnede. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Derinde bag skoven. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Udsigten var håbløs. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Hvilken nat fulgte efter natten? Et genert rum, et intimt rum. Som at læse glemte aviser. Solens sind.

Gennem hullet i hegnet. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. At forvandle dette rum til et andet. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Kan jeg være i dette landskab? Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Sætningerne er et hav. Et brev. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Det er bare.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Ring til mig uden grund.