Det her er ingen leg.
Og vi vågnede. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Vi har hverken gardiner eller travlt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.
Som nu i morges: Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Rifterne.
På et stort stykke hvidt papir. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.
Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Udsigten var håbløs. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Og en anden dag: Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven.
Jeg skriver dagen igang, stille. Dagene. Ugerne. Jeg sad alene i solen. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.
Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.
Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Som at læse glemte aviser. Var der virkelig ild et sted?
Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg skrev mig vild i de dage. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.
Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.
Jeg kunne ikke formulere de sætninger. For hvert lag af betydning i stenene. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.
I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Dagene. Ugerne. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.
Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Stolen jeg sad på knirkede i solen.
Udsigten var håbløs.
Da jeg vågnede, var jeg sikker: Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.
Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.