Stille? Bordet vipper. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Dit navn var alt jeg hørte. Og vi vågnede.

Vi, vi. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Du må ikke. Det her er ingen leg. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Det er vinden gennem sivene. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Lysene lyste. Rifterne.

Blæste det virkeligt? De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Min krop vipper. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Et rum, et rum. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Jeg har skrevet et kort til dig. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Jeg har skrevet et kort til dig. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Farvede et sår i dit første ord. Stenene og træernes sange. I den periode: udsigten, stilheden. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Uforståelige sætninger at klæde sig i Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Ilden. Du siger noget om solen. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Vi har de samme øjne. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden.

Rifterne. Kan jeg være? Vores land. Du kom fra?

Savn. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.