Jeg ikke dig. I dine læber. Giver det mening? Jeg sejler: alting sejler!

Du foldede dig ind i mine ord. Sætningerne er sarte kredsløb. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Vidste du? Dine grene skygger for min mund. Ordene flår i det inderste. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Dine sætninger.

Og ord, og ord, og. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Vidste du det?

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

I dagen var en nær stemme næsten vågen. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog.

Det gør ikke noget. Over murbrokkerne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.

Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Vi har øjne. Solens pind. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg sad alene i solen. Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb). Jeg, den skrøbelige sandhed.Jeg, den skrøbelige sandhed. Jeg, den skrøbelige sandhed. Jeg, den skrøbelige sandhed.

Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Bag diamanterne.

Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Lyset afventer afgang. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Jeg skriver dagen igang, stille. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet. Nordlyset tøver i vores stemmer.

På en skærm.

Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Når vores kroppe er hinanden.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Sandet i mine tanker. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet.