Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Jeg var nøgen i de dage.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Farvede ordene milde. Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Sætninger. Ordene flår i det inderste. Jeg var i din krop, og du? Gennem hullet i hegnet.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Du må forsvinde. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Ord. Der var noget som åbnede sig. Afsavn. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Ikke den flod.

Omkring de tøvende stjerner, tingene. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Du siger noget. Omkring de tøvende stjerner, tingene. Træk sletterne helt ned til klipperne. Der var intet som skulle glemmes.

Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Skoven forvandler sig til lysning og vand.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Nætterne. Ugerne. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

På en rude. Et genert rum, et intimt rum. Lyset i ørknen i udsigten. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Nordlysets sitren i din stemme.

Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Det gør noget.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.