Jeg sad alene i solen. Kan jeg smile i dine sætninger? Jeg, tøvende. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

På havet. Du siger noget om solen. Vi er et party. Jeg var i din krop, og du?

Vidste du? Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Rød.

Sætningerne er sarte kredsløb.

Der løber ord ud af min hud. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Et sted, forsigtigt. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Under lillahimlens hvælv. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille.

Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. Jeg hader at vågne og se dig vågne.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg forsvinder ikke. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje.

Jeg ville dig. Og vi vågnede. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg var nøgen i de dage.

Der var en morgen, et stykke af himlen. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

I huden. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

Du trak de yderste bjerge. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Stjernekontinent.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Da jeg vågnede, var jeg sikker: I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.