Sandet. Muren omkring ordene. Og en anden nat: Hvor vil det ødelagte sprog hen? millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Du siger noget om solen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Jeg ville dig. På et stort stykke hvidt papir. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Lyskrydset. Dagene. Ugerne. Vennerne. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

En regning. Der var noget som åbnede sig. Ordene, syrlige rifter af blod.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Dit navn i skyggerne.

Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Jeg forsvandt. Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Ved den smuldrende beton.

Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. At tale var blevet uoverskueligt. Bag træerne. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Der var intet som skulle glemmes. Bag øjnene sidder en lampe og ser. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tageneKrukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

Jeg ville dig. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. I natten poppede samtalerne op.

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne.

Du må forsvinde. I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Den sindssyge himmel. Oppe på bakken. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Det er wack! Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Har vi de samme øjne? Intimiteten i skriften Om andre lande, andre folk. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Vi, gamle tanker om stilheden. Stolen vipper. Tidligere: at følge dig blik. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning.

Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.