Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Du siger noget om månen. Sætninger. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Og dén himmel; det var en sindssyg nat.

Træerne. Her er natten allerede langt bag mig. Din krop? De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Glashænder. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Et brev. Der var noget som åbnede sig. Der var noget som gled med videre.

Blæste det virkeligt? Rifterne, rifterne. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. På en rude. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)

Som at skrive i koder. Regnvejrsmeteor. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Et brev.Et brev. Et brev. Et brev. Et brev.

De yderste kyster, en grøn sten.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Det er bare. Rød. Ved den kyst, havets langsommelighed. Fuglene hang på den blå, blå himmel.

Hvor længe havde du drevet i vinden? Farvede et sår i dit første ord.

Sandet. Det her er en leg. Var der virkelig ild et sted?

Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol). Meningsfulde dage med noter, betragtninger. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Der falder binære sansninger ud af min mund. Ord. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Ikke glemme. Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. En uro i kroppen. I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl.