Blå øjne mod den milde himmel. Blå. Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Dine diamanter lyser i min mund. For hvert lag af betydning i stenene. Tågen i skovene i udsigten. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Jeg skriver dagen igang, stille. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Et brev. Ok, svarede du. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Farvede ordene milde.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Landet smuldrer, smuldrer. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Træk sletterne helt ned til klipperne. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Det var ikke markerne jeg kom fra. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Der var noget som gled med videre.

Jeg var i din krop, og du?Jeg var i din krop, og du? Jeg var i din krop, og du? Jeg var i din krop, og du? Rifterne. Det var før du. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Vi er det sarte, de stille.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Mening? Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Jeg var nøgen i de dage. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Sort. Skoven forvandler sig til lysning og vand. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Det tøj er min krop på min krop.

Kalken. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Kan jeg smile i dine sætninger? Øjne af regn fra det travle. Stenene og træernes sange. Jeg ved vi forsvandt. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Jeg tror, du havde glemt den der. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.

Som at skrive i nye aviser. Grå. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Taster en sætning i mørket, i lyset. Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Et genert rum, et intimt rum.

Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Bag diamanterne. Skoven forvandler sig til lysning og vand. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.