Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Luften og jordens sange.

Og ord, og ord, og. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. De bløde bakker udenfor byen. Var der virkelig ild et sted?

Tågen i skovene i udsigten. Ikke søge ly i den flod. Jeg var nøgen i de dage. Afsavn.

Kan jeg skrive sådan? Hvad tæller du til? Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Der var noget som åbnede sig. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Farvede ordene milde. Snestorm.Snestorm. Snestorm. Snestorm. Snestorm.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Landet smuldrer, smuldrer.

Bagefter sad jeg i timer og læste. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Bagefter sad jeg i timer og læste.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Oplæsning for intetheden.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Hvad tæller du til? De vigtigste.

Hvad skulle glemmes? Var det markerne du kom fra? Jeg var nøgen i de dage. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Alting ligger bag alting.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Ordene, små toppe af skum.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. At tale var blevet uoverskueligt. Sætningerne er et hav. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Ordene, små toppe af skum. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: For hvert lag af betydning i stenene. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.