Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Sådan her. Jeg har dig. I mørket, diamanter, dine øjne. Lysene lyste. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene.

Dette hurtige blik imod vandet. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Et genert rum, et intimt rum.

Skoven forvandler sig til lysning og vand. Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Og en anden nat:

Bøgerne tegnede deres egen retning. Sætningerne er et hav.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Var der virkelig ild et sted? At tale var blevet uoverskueligt. Der var intet som skulle glemmes. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Var jeg?Var jeg? Var jeg? Var jeg? Var jeg? Som nu i morges: I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Din kjole går op i øst og ned i vest. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sætningerne er et hav. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg har skrevet et kort til dig.

Intet glemmes. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg var i din krop, og du? I min mund. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Vi har hverken gardiner eller travlt. At forvandle dette rum til et andet.

Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Det handler om overfladen. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.