Asfalt. Ubeslutsomhed. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg læste dine linjer Noter. Beskrivelser. Oplæsning for intetheden. Du ville sige noget, du tav. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Stjernekontinent. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Jeg skriver dagen igang, stille.

At tale var blevet uoverskueligt. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Om andre byer, andre verdener. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Sætningerne er et hav. Dagene. Ugerne. Vennerne.Dagene. Ugerne. Vennerne. Dagene. Ugerne. Vennerne. Dagene. Ugerne. Vennerne. Dagene. Ugerne. Vennerne.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Farvede ordene milde. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Var der virkelig ild et sted?

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Ok, svarede du. Afsavn. Udsagn. Stod imod, men gjorde intet.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? På en rude. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Sad jeg alene?

Der var intet som skulle glemmes.

Kan jeg skrive sådan? Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno.

I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Det generte i skriften. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Sammen lå vi og kortlagde: Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Mørket kaldte vi bare for mørket. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? For hvert lag af betydning i stenene. I bussen skrev jeg en sms til dig. Ordene, syrlige rifter af blod. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Der åbnede sig. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?” Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan.

Du, dette landskab. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Der var intet som skulle glemmes. Mørket kaldte vi bare for mørket. Vi er en samtale bag øjnene. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg sejlede mellem dine læber.

Farvede et sår i dit første ord. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg forsvinder.