Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Vi sad alene i natten. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Farvede lidt sort i din ørken.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Udsigten var håbløs. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Den sindssyge himmel. Har vi de samme øjne?

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Afsavn. Udsagn. Var der virkelig ild et sted? I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Det dybeste af alt er huden. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Farvede ordene milde. Sådan svarede du. Skrid, svarede du.

En regning. Muren omkring ordene. Solstorm. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Glashænder. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Sætningerne er et hav. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Derinde bag skoven. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.millioner år gammelt glas i den lysende ørken. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Her er dagen allerede langt foran mig. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.