Uforståelige sætninger at klæde sig i Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Ordene, små toppe af skum. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Du må ikke forsvinde. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Sætningerne er et hav. I natten, i søvn. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Du kan være i dette landskab.

Dine sætninger. Dit navn i skyggerne. I hver med mig videre. I læberne i huden. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Og vi. Det er vinden gennem sivene. Var du nattens fortvivlede stilhed? Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Stjernekontinent. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Du trak mig med til de yderste bjerge. Og vi vågnede.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Et brev. Jeg skrev intet ned i den periode. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Giver det mening?

Var det skovene du kom fra? Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Ord. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Glashænder. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Var det markerne du kom fra? Der var intet som skulle glemmes. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

På et stort stykke hvidt papir. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I læberne og i huden. Det var før du kunne forsvinde. Er du havet? Kan jeg skrive sådan?