I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. En uro i kroppen. Muren omkring ordene. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Dagene. Ugerne. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Sætninger. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Farvede et sår i dit første ord. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Indimellem sagde du nogle ord.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Ikke glemme floderne i ørerne. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Vidste du det? At tale var blevet uoverskueligt. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Kan jeg skrive sådan? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig.

Sandstorm. Var jeg stille?

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. For hvert lag af betydning i klipperne. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Den bekymrede er ude af sig selv. Blæste det virkeligt? Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? En nat faldt giraffer ud af drømme.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Glasdråbehænder. Sætninger. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Søge ly i den flod. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Som at læse glemte aviser. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Den afklarede himmel. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Svarede du? Du kan være. Hvis jeg ville have dit blik. Senere i dine øjne. Det handler om. Intimiteten i skriften. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Blæste det virkeligt?

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Vi, gamle tanker om stilheden.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Du kan være i dette landskab.

På en rude. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger.

Der var noget som gled med videre. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Hvad vil disse knuste sætninger? Luften og jordens sange. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Det gør ikke noget.

En flamme slog op af min hals.

Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Jeg læste dine linjer. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Jeg læste i aviser, i glemslen. Men mit sprog er ikke fjendtligt. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.