Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Brev. Var der virkelig ild et sted? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger.Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Oplæsning for intetheden. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Udsigten var håbløs. Alting ligger bag alting. Blæste det virkeligt? Mørket kaldte vi bare for mørket. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Du trak de yderste. Jeg var i din krop, og du? Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Stod imod, men skrev: intet. Ord. At forvandle dette rum til et andet.

Noter. Beskrivelser. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Dagene. Ugerne. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Solstorm. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Sad jeg alene? Du trak mig med til de yderste bjerge. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Sætningerne er et hav. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Der var noget som åbnede sig. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Derinde bag skoven. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Her er dagen allerede langt foran mig. Under den blå, blå himmel. Brev i april. Som at læse glemte aviser.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. At en verden. At en verden. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Jeg havde dig. Mørket kaldte vi bare for mørket. Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Var dine drømme imellem læber? Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden.

I mørket, diamanter, dine øjne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Jeg læste dine linjer Var der virkelig ild et sted? Det er bare.

Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Den skrøbelige.

Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Brev. Senere i dine øjne. Et brev. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Men mit sprog er ikke fjendtligt.