Et brev. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Har vi de samme øjne? At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Der hang figner henover udsigten.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Derinde bag skoven. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Ikke var muligt at komme derind. Sætningerne er et hav. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Bag træerne. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Har vi de samme øjne? I hver dag gled rester af betydning med mig videre I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Altid er det dette langsomme blik. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Sådan noget. Nordlyset tøver i vores stemmer.

Vores land.Vores land. Vores land. Vores land. Vores land. Vi er en samtale bag øjnene. Sætningerne er et hav. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Du siger noget om solen. Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.