Sådan svarede du. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Der var noget som åbnede sig. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg forsvinder ikke. Men mit sprog er ikke fjendtligt. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Solstorm. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Ikke søge ly i den flod. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg skrev mig vild i de dage. Afsavn.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Hvad skulle glemmes?Hvad skulle glemmes? Hvad skulle glemmes? Hvad skulle glemmes? Hvad skulle glemmes?

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Du siger noget om solen. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Det er bare. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Er du på den anden side af havet?

Stjernekontinent. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg har skrevet et kort til dig. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

For hvert lag af betydning i stenene. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Glashænder. Oplæsning for intetheden. Der var intet som skulle glemmes. Når du siger mit navn, svarer min krop. Vores land. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant