Hvad tæller du?

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Du siger mit navn. Trak jeg de yderste bjerge? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Kan jeg være i dette landskab?

Jeg sejlede mellem dine læber. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Nu er der en uro i kroppen. Var det skovene?

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Ikke glemme floderne i ørerne.

Den bekymrede er ude af sig selv. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Har vi øjne? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. I huden. Vidste du? Forsvinder ikke. Som i morges. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Et stort papir.

Vores land. Sådan svarede du. Ikke glemme floderne i ørerne. Nu er der en uro i kroppen. Ord. Og ord, og ord, og. Du siger noget om solen.Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg skrev i en stråle af sol. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Er du på den anden side af havet?

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Gennem hullet i hegnet. Udsigten var håbløs. Blå.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.