Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Ring til mig uden grund. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Kalken. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Over murbrokkerne. Nede ved havet. Det her er ingen leg.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Lyset afventer afgang.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Ikke. Tågen i skovene i udsigten. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sad alene i solen. I et efterår ville jeg være flov.I et efterår ville jeg være flov. I et efterår ville jeg være flov. I et efterår ville jeg være flov.

Havde du fundet en grøn sten?

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Vi, vi. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Når du siger mit navn, svarer min krop. For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Afsavn. Udsagn.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Ikke glemme floderne i ørerne.

Ikke søge ly i den flod. Har vi de samme øjne? Du kan være i dette landskab. Det var ikke skovene jeg kom fra. Afsavn.

Et sted, forsigtigt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Luften og jordens sange.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Du må ikke. Jeg hviskede ind i din drøm. Og vi vågnede. Sætningerne er et hav.

Derinde bag ordene. Derinde bag bjergene. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Gennem hullet i hegnet. Der var noget som åbnede sig. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Du siger noget om solen.

Jeg tænker smukke øjne. Afsavn. Solstorm. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.