Skyen skjulte noget for fuglene. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Jeg tænker smukke øjne. Og ord. Du kan være i dette landskab. Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog. Farvede ordene milde. Jeg har skrevet et kort til dig.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Vi er en samtale bag øjnene.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn.

Intimiteten i skriften Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Intimiteten i skriften. Stod imod, men skrev: intet.Stod imod, men skrev: intet. Stod imod, men skrev: intet. Stod imod, men skrev: intet. Du, du.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

For hvert lag af betydning i stenene. Var der virkelig ild et sted? Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Sandet.

På en rude. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Der var noget som åbnede sig. Bordet vipper. Det dybeste af alt er huden.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Det er bare. Blå.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Dette langsomme blik imod stenene. Bordet vipper. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. På en rude. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Vidste du det? På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Hvad skulle glemmes?

Grå. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg er på den anden side af havet. Hvilken nat fulgte efter natten?

De vigtigste. Sådan noget. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.