Trak jeg de yderste bjerge? Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker. Sætningen løb videre igennem kæben. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud? Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Ude ved fabrikkerne. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. På en skærm. Jeg skriver natten i gang, stille. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt.

Vi, vi. Du siger noget om månen.

Var det bare regnen? Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Hvad med den himmel?

Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg læste glitrende blade. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Jeg sad alene i solen. Udsigten var en fuck-up-store. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Sådan her sejlede mine nætter.

Jeg går bare og venter på den milde måne. Jeg forsvinder. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Der var intet. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje.

Bøgerne var de eneste. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Sandet. Det er bare. Jeg skriver dagen igang, stille.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Når min krop. Vågnede. Som at lade tungen føle, slynge, smage. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Hvem var det, der skrev: Var der virkelig ild et sted? Bøgerne hvilede omkring kaffen. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.