Gennem hullet i min hjerne. Byen. Jeg sad alene i solen. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg ryster en tilfældig bog.

Fugle flakser i diodenattens klirren. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Der hang en nice frugt og dinglede.

De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Diamantafkast. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Hvor længe havde du drevet i vinden? Afsavn. Udsagn.

Sætningerne er et hav.

Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Om andre byer, andre verdener. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. En uro i kroppen.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Sætningen løb videre igennem kæben. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Hvem var det, der skrev: På en. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Giver det mening? Du ville sige noget, du tav.

Nu er der en uro i kroppen. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Mod de yderste bjerge.

På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Og dén himmel; det var en sindssyg nat.

Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol).