Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. På en rude. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Hvilken dag fulgte efter dagen? Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Er du på den anden side af havet? Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sad alene i solen.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Du siger noget om månen. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Nætterne. Ugerne. Det jeg kom fra.. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Træk mig helt ned.Træk mig helt ned. Træk mig helt ned.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Et udadvendt rum, et favnende rum.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Skyggerne skyggede. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.

Der falder binære sansninger ud af min mund. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Det var ikke markerne jeg kom fra. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Ordene, små toppe af skum. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. Udsagn.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Byen. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Ilden. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd.

I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Du ville sige noget, du tav. Sandstorm. Farvede et sår i dit første ord.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Jeg skriver dagen igang, stille.