Den sindssyge himmel. Her er natten allerede langt bag mig. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Oppe på bakken. Derinde bag skoven. Du skrev ikke længere.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Solstorm. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Stjernekontinent. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Ordene, små toppe af skum.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Blæste det virkeligt? Bagefter sad jeg i timer og læste. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg kunne ikke formulere de sætninger. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg skrev intet ned i den periode.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?) Hvem var det, der skrev:

Alene? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.