Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. På et stort stykke hvidt papir. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Og vi vågnede. Oppe på bakken. Et brev. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Luften og jordens sange. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Farvede lidt sort i din ørken. Sådan svarede du. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Hvad skulle glemmes? Jeg bladrer i en tilfældig bog. Sætningerne er et hav. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Muren omkring ordene. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg sad alene i solen. Udsigten var håbløs.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Mørket kaldte vi bare for mørket. Kan jeg være i dette landskab? Jeg er på den anden side af havet.

Jeg ville gerne give dig mine. På en rude.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Derinde bag skoven. Nordlysets sitren i din stemme. Taster en sætning i mørket, i lyset. Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Det her er ingen leg.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Senere i vores linje. Stod imod, men skrev: intet.

Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Brev i april. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Jeg forsvandt.

Jeg var i din krop, og du? Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Om andre byer, andre verdener. Kan jeg skrive sådan? Du kan være i dette landskab. Et brev. Det handler om overfladen.

Et brev. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg skriver dagen igang, stille. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg skrev mig vild i de dage.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.