Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. De bløde bakker udenfor byen. Uden grund. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Luften og jordens sange.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Jeg er på den anden side af havet. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Det gør ikke noget.

Du må ikke forsvinde. Jeg er på den anden side af havet. Du trak mig med til de yderste bjerge. Vidste du det? Var jeg stille? Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Jeg var nøgen i de dage. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Der var intet som skulle glemmes. Dine sætninger. Uforståelige sætninger at klæde sig i Intimiteten i skriften. Jeg var i din krop, og du? Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Et genert rum, et intimt rum. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Alting ligger bag alting.

Var jeg stille? Derinde bag skoven. Vi har hverken gardiner eller travlt.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Det kunne forsvinde. Hver dag gled med mig videre. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sådan er det. Er det?

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Den sindssyge himmel. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Ilden. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Stolen jeg sad på knirkede i solen. Uforståelige sætninger at klæde sig i I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Dine sætninger. I bussen skrev jeg en sms til dig. Om andre universer, andre stjernesavn. Vi har de samme øjne.

Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje.