Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Afsindighed. Udsalgsvarer. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

På en rude. Sådan noget. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Udsigten var håbløs. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Intimiteten i skriften Dette langsomme blik imod stenene.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Sætningerne er et hav.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Afsavn. Udsagn. Muren omkring ordene. Var der virkelig ild et sted? Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Alting ligger bag alting. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg sad alene i solen. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Derinde bag skoven. Ikke var nice i provinsen. Her er dagen allerede langt foran mig. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Dine diamanter lyser i min mund. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Som at læse glemte aviser.