Sandet i mine tanker. Ikke glemme floderne i ørerne. Vidste du det?

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Vidste du det? Det kunne forsvinde. Der var noget som åbnede sig. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Jeg tror, du havde glemt den der. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Er du på den anden side af havet?

Dine diamanter lyser i min mund. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Alting ligger bag alting. Ikke glemme floderne i ørerne.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Ord. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. På et stort stykke hvidt papir.

Der var intet. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Det var ikke markerne jeg kom fra. Jeg skrev mig vild i de dage.

Det generte i skriften. Muren omkring ordene.

Regnvejrsmeteor. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Sådan svarede du. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Hvem var det, der skrev: Bagefter sad jeg i timer og læste. Muren omkring ordene. Jeg skrev intet ned i den periode. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Er du på den anden side af havet?