Landet smuldrer, smuldrer. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden.

De bløde bakker udenfor byen. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Rundt på tingene. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Jeg tegnede din hud på alting. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Bagefter sad jeg i timer og læste. Farvede ordene milde. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde.

I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Brændte det friske løv virkeligt? Stenene og træernes sange. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Og en anden dag: Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Som at læse glemte aviser. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Lyskrydset.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Kan jeg være i dette landskab?

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Stjernekontinent. I bussen skrev jeg en sms til dig. Kan jeg skrive sådan? Et brev.

Sandet. Jeg er på den anden side af havet.