Jeg havde dig.Jeg havde dig. Som at lade tungen føle, slynge, smage. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt.
 
De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Vi sad alene i natten. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Når du siger mit navn, svarer min krop. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Ikke glemme floderne i ørerne. Dine sætninger. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Var det markerne du kom fra?Var det markerne du kom fra? Var det markerne du kom fra?

Ring til mig. På et stort stykke hvidt. Når vores kroppe er hinanden.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Lysene lyste. Altid er det dette langsomme blik. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.

Solens sind. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Vidste du det? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Jeg har skrevet et kort til dig. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg tror, du havde glemt den der.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Intimiteten i skriften.

Der var noget som åbnede sig. Det dybeste af alt er huden? Kan jeg være i dette landskab? Ord. Den sindssyge himmel. Som at læse glemte aviser. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg skrev intet ned i den periode.