Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

I den første nat så jeg kun det matte mørke.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg læste dine linjer Et brev. Jeg skriver dagen igang, stille.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Du siger noget om solen. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Min ene pen er rød og den anden sort. Et brev.

For hvert lag af betydning i stenene. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Over murbrokkerne. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg sad alene i solen.

Det handler om overfladen. Sætningerne er et hav. Som nu i morges: Altid er det dette langsomme blik. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Nede ved havet.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Der hang en nice frugt og dinglede.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Stod imod, men skrev: intet.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. I et jeg ved sampling. Lysene lyste.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Sletten forvandler sig til mørke og sten. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Blå. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Noter. Beskrivelser. Det dybeste af alt er huden?

Blæste det virkeligt?

Ring til mig uden grund. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Luften og jordens sange. Et genert rum, et intimt rum. Kan jeg skrive sådan? Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd.

Bøgerne varslede en kommende tid.