De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Indimellem nogle ord. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Det er bare. Her er dagen allerede langt foran mig. På en rude.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Mørket kaldte vi bare for mørket. Luften og jordens sange.

Jeg var i din krop, og du? I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Det dybeste af alt er huden? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sætningerne er et hav. Sandet.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Du. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Trak jeg de yderste? Dine diamanter lyser i min mund. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Ord. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant