Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.
Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Og en anden dag:
Min ene pen er rød og den anden sort. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Kan jeg skrive sådan? Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.
Det her er ingen leg. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Stod imod, men skrev: intet. Bordet vipper. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.
Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg skrev mig vild i de dage. Ensomheden i linjernes fald. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvilken nat fulgte efter natten? Er du på den anden side af havet? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.
Men mit sprog er ikke fjendtligt. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Dagene. Ugerne. Vennerne. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Bagefter sad jeg i timer og læste. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant
Det var ikke skovene jeg kom fra. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.
Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.
Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Farvede ordene milde. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Afsavn. Udsagn. Sletten forvandler sig til mørke og sten.
Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Dagene. Ugerne. Vennerne. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.
Kalken.Kalken. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Og vi vågnede. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.
Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.
Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser. Der hang figner henover udsigten. For hvert lag af betydning i stenene. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken.