Du kan være i dette landskab. Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! Ord. Sådan noget. Brev. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.
Her er dagen allerede langt foran mig. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. For hvert lag af betydning i stenene.
Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.
Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.
Bagefter sad jeg i timer og læste. Der løber ord ud af min hud. Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.
Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.
Der var intet. Sad jeg alene?
Udsigten var en fuck-up-store. Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!).
Du siger noget om solen. Nu skriver jeg igen på det stille.Nu skriver jeg igen på det stille. Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved!
Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Uforståelige sætninger at klæde sig i
At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? I hver dag gled rester af betydning med mig videre
Det? Udsigten var håbløs.
Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Indimellem nogle ord. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Skyen skjulte noget for fuglene. Skoven forvandler sig til lysning og vand.
Senere i dine øjne. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.
Hvad tæller du? I sollyset, en ædelsten. Det handler om overfladen. Sådan svarede du. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.
Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.
Brev.
Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Du trak mig med til de yderste bjerge. Det var ikke skovene jeg kom fra. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.
Sad jeg alene? Der var noget som åbnede sig.
Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.