Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Bøgerne tegnede deres egen retning. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol. Dette langsomme blik imod stenene. Alting ligger bag alting.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Du må ikke. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Det gør ikke noget.

Alting ligger bag alting. Et genert rum, et intimt rum. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Stenene og træernes sange. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Rundt på tingene.

I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Var der virkelig ild et sted? Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Min ene pen er rød og den anden sort. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Fuglene hang på den blå, blå himmel.

Glashænder.

Udsigten var en fuck-up-store. Om andre byer, andre verdener. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Der var et script der skyggede for solen. Sætningen løb videre igennem kæben. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre.

Hvad skulle glemmes? Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Når du siger mit navn, svarer min krop. Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud?

Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.