Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Sad jeg alene?

Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op.

Solens sind. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Sådan. Vi sad alene i natten. Indimellem nogle ord. Der hang en nice frugt og dinglede. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Jeg skriver dagen igang, stille. Du siger noget om solen. Når du rør mig er vi hinanden. Det gør ikke noget.

Gennem hullet i hegnet. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Oppe på bakken. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Den sindssyge himmel. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Som at læse glemte aviser. Hvad? Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol). Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Ikke var nice i provinsen. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Et rum, et rum. Taster en sætning i mørket, i lyset.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Det gør ikke noget. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Dine diamanter lyser i min mund.

Dine sætninger. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Afsavn. Jeg sad alene i solen. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Har vi de samme øjne? Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.