Og vi vågnede. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Var det markerne du kom fra? Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Og vi vågnede. Vi har de samme øjne. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Det var ikke skovene jeg kom fra.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg var nøgen i de dage. I bussen skrev jeg en sms til dig. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Du trak mig med til de yderste bjerge. Dagene. Ugerne. Når du siger mit navn, svarer min krop. Sad jeg alene?

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg elsker at se dig. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Ikke glemme floderne i ørerne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Ilden.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Sådan svarede du.Sådan svarede du. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Vi har de samme øjne. Her er natten allerede et stort show. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Intimiteten i skriften. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Du, du.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg forsvandt. Derinde bag skoven. Her er natten allerede langt bag mig. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.