Den bekymrede er ude af sig selv. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol.
 
Månens sind. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl.

En regning. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Ordene, små toppe af skum. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Ilden. Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. Dagene. Ugerne. Vennerne. Lyskrydset.
 
Det er bare. Intimiteten i skriften.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Var det skovene du kom fra? Er du på den anden side af havet?

Men mit sprog er et landskab. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Solstorm. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Blæste det virkeligt? Min ene pen er rød og den anden sort. Solstorm. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Ilden. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Solstorm.

Havde du en sten? I den periode: udsigten, stilheden. Kan jeg skrive?

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Var det skovene? Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Dine sætninger.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Ikke søge ly i den flod.