Træerne. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Brev i april. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Farvede ordene milde. Du siger noget om solen.

Var det markerne du kom fra?

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Mørket kaldte vi bare for mørket. Og ord, og ord, og. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Sidst, i morges. Der var noget som åbnede sig. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Afsavn. Udsagn.Afsavn. Udsagn. Afsavn. Udsagn.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Sætningerne er filtrede tråde. Jeg skriver dagen igang, stille. Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Derinde bag skoven. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Noter. Beskrivelser. Tågen i skovene i udsigten.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg kyssede en vej ind i sindssygen.

Udsigten var håbfuld. Har vi forskellige øjne? Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen.

Sådan svarede du. Der var noget som åbnede sig. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Sætningerne er et hav. Sådan noget.

Under den blå, blå himmel. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Ring til mig uden grund. Det gør ikke noget. Kan jeg skrive sådan? Ord.

Var disse linjer virkeligt virkelige?

I bussen skrev jeg en sms til dig. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Jeg læste dine linjer Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Afsavn. Udsagn. Var der virkelig ild et sted? Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?